Udgivelsesdato: 29. november 2019

Hvad må julegaven koste?

Så er det snart den første søndag i advent. Julen står for døren og juleønskerne står i kø sammen med tankerne om en skøn jul og et lykkebringende godt nyt år.

Du tænker måske ikke altid så meget over julegavens pris, som på den glæde den bringer, men det er ikke alle, der ser sådan på det. SKAT har en lidt mere - skal vi kalde det - systematisk tilgang til tingene.

 

Julegave

 

Vi vil gerne bidrage til den gode julestemning, og giver dig - helt i julens ånd - en lille gave i form af en gratis opdatering på de skattefri beløbsgrænser i forbindelse med gaver - herunder julegaver. 

 

Hvad må en julegave koste?

Du er arbejdsgiver, og du vil gerne give en julegave til en medarbejder, og det betyder, at der som udgangspunkt er tale om et skattepligtigt gode, men…

….din medarbejder beskattes ikke, hvis din købspris inkl. moms ikke overstiger 800 kr., som er taksten i 2019. 

 

Endnu et ”men”…

Du kan give en skattefri julegave til dine medarbejdere på op til 1.200 kroner, men så kræver det bare, at du ikke har givet andre gaver i årets løb - overhovedet.

Det skyldes, at reglen om julegaver skal ses i sammenhæng med den generelle årlige skattefri bundgrænse på 1.200 kr. i 2019 for gaver til medarbejdere. Julegaven tæller altså med i den samlede værdi af skattefrie gaver til din medarbejder.

Hvis en medarbejders julegave har en værdi på 800 kr. og du som arbejdsgiver forærer medarbejderen andre gaver i årets løb til en værdi af f.eks. 500 kr., så beskattes medarbejderen ikke af julegaven (da julegaven ikke overstiger 800 kr.), men beskattes af de øvrige gaver til 500 kr., da den samlede årlige skattefrie bundgrænse på 1.200 kr. overskrides.

Hvis julegaven har en værdi på f. eks. 900 kr. og medarbejderen i samme år får andre gaver fra arbejdsgiveren til en værdi af f. eks. 500 kr., beskattes medarbejderen både af julegaven og af de andre gaver i årets løb, da bundgrænsen på 1.200 kr. igen overskrides.

Husk, at du som arbejdsgiver har ansvaret for at indberette skattepligtige gaver.

 

Vær opmærksom på gavekort  

Gavekort til butikker, supermarkeder m.v. anses for skattepligtige, da gavekort sidestilles med kontanter. En ellers skattefri julegave til 800 kr. kan derfor blive skattepligtig, hvis gaven er et gavekort.

Gavekortet kan dog være skattefrit, hvis gavekortet gives til naturalier, som på forhånd er udvalgt og bestemt af arbejdsgiveren. Udvalget skal være beskedent.  

Er gavekortet derimod brugbart til en bred række af forskellige ydelser, som f.eks. restaurationsbesøg, kro- og hotelophold, mad og drikke m.v., som medarbejderne selv kan udvælge, bliver gavekortet skattepligtigt. Dette gælder, selvom beløbsgrænserne ikke overskrides.

 

Eksempler

Julegavens værdi Værdi af andet personale-
gode
Beskat-
ning
Forklaring
800 kr. - ingen En julegave til højst 800 kr. udløser ingen beskatning.
1.200 kr. - ingen Julegaven er ikke over bagatelgrænsen på 1.200 kr., og der er ikke givet andre personalegoder det år.
800 kr. 400 kr. ingen Den samlede værdi er ikke over bagatelgrænsen på 1.200 kr.
810 kr. 400 kr. Beskat-
ning af 1.210 kr.
Bagatelgrænsen for personalegoder er overskredet, og det friholdte julegaveloft er også overskredet. Derfor skal hele beløbet beskattes.
800 kr. 500 kr. Beskat-
ning af 500 kr.
Bagatelgrænsen for personalegoder er overskredet, men det friholdte loft for julegaver er ikke overskredet. Derfor kun beskatning af 500 kr.

 

  

Vi hjælper dig gerne

➤  Kontakt os

➤  Find din lokale revisor

 

Vær på forkant og undgå overraskelser!

Vi holder dig løbende opdateret om regler, tiltag og fradrag - tilmeld dig vores nyhedsmail.

➤  Tilmeld dig her

  

Al information på www.danskrevision.dk er kun af generel karakter. Det kan ikke erstatte professionel rådgivning. Derfor bør indholdet heller ikke lægges til grund for økonomiske dispositioner.