Det er ikke vores sponsorbeløb, der gør forskellen, men at nogen tror på dig
Dansk Revision i Slagelse har i snart 8 år støttet ungdomsvandpolospilleren Mads. Det har for partner Karsten Thunbo, blandt andet betydet, at han har måtte op på en ølkasse, når der skal tages billeder.
Mads er skudt i vejret, og det er hans karriere også.
I erhvervslivet er sponsorater ofte forbundet med branding og markedsføring, men for Dansk Revision i Slagelse har det handlet om meget mere end blot at få sit navn på en trøje eller en reklamebande på det lokale stadion.
Det har handlet om at støtte ungt talent og om samtidigt at være en del af en unik udviklingsrejse i det lokale miljø. Det miljø, hvor små sponsorater gør en kæmpe forskel, og hvor engagement og opbakning er essentielle parametre.
Hvad kendetegner egentlig den gode historie?
Altså den der rigtig gode historie, hvor man ikke rigtig ved, hvor den startede, men hvor man på nuværende tidspunkt er enig med sig selv og andre om, at den var det hele værd? Den var det værd, fordi den gav mening, og fordi der henad vejen opstod den der følelse af, at der her giver mening – at vi udvikler noget sammen.
Fra en tilfældig forespørgsel til en fast tradition
Denne her historie - historien om Mads - begynder for flere år siden. Mads mor er kunde hos Dansk Revision, og hun rækker ud og spørger, om kontoret i Slagelse kunne have interesse i at sponsorere hendes søn.
Mads dyrker vandpolo - en niche-sport, hvor sponsorstøtte kan gøre en stor forskel.
“”Det var en mulighed, vi ikke kunne sige nej til” fortæller Partner Karsten Thunbo fra Dansk Revision i Slagelse. ”Aftalen blev enkel: For hver meter Mads svømmede, donerede vi et beløb til hans klub. Det var ikke et svimlende højt sponsorat, men det sendte et vigtigt signal: “Vi tror på dig.””
Det viste sig hurtigt at være en investering, der rakte langt ud over det økonomiske aspekt, for Mads har undervejs udviklet sig markant. Fra at være en genert og forsigtig dreng, er han nu en dedikeret atlet, der har opnået flotte resultater både nationalt og internationalt. Han har spillet på U17-landsholdet i vandpolo og har deltaget i store mesterskaber som EU Nations Cup i Tjekkiet og Nordiske Mesterskaber i Stockholm.
“Denne udvikling har ikke kun været tydelig i hans sportslige bedrifter, men også i hans personlige rejse. “Sidste år måtte Karsten jo nærmest stå på en ølkasse for at kunne være i højde med ham til billederne,” lyder det humoristisk fra en af de involverede i sponsoratet. Det er en fysisk manifestation på, hvor meget han har vokset - både i bogstavelig og overført forstand.”
Det brede perspektiv: Støtte til initiativ og ambitioner
Hos Dansk Revision i Slagelse ser vi sponsoratet som mere end bare en enkeltstående hjælp til en ung sportsudøver. Det handler om en bredere filosofi: At understøtte mennesker, der vil noget - hvad enten det er i sportens verden, frivilligt arbejde eller på arbejdspladsen.
"Hvis man brænder for noget, så er det nemmere at holde motivationen," siger Karsten Thunbo. Og netop den motivation og dedikation er noget, som vi også trækker paralleller til hos Dansk Revision, hvor trainees og medarbejdere altid opfordres til at drømme.
"Hvis du gerne vil udvikle dig, så får du lov. Vi støtter dig og giver dig den viden og kompetence, der skal til for, at du kan opnå dine mål” slutter Karsten Thunbo.
En kontinuerlig indsats for lokalsamfundet
Historien om Mads er blot én af mange. Dansk Revision i Slagelse har sponsoreret alt fra et cheerleaderhold til fodboldtrøjer. Kontoret i Slagelse er, ligesom vores øvrige kontorer rundt om i landet, ofte med mange steder i lokalsamfundets klubber og foreninger. Det er vi, fordi vi selv er den del af lokalsamfundet, og fordi vi ser værdien i at støtte lokalt initiativ.
Det handler ikke om store beløb, men om at give unge mennesker en følelse af, at der er nogen, der tror på dem.
For Mads har sponsoratet ikke alene været en økonomisk håndsrækning, men også en bekræftelse på, at hans engagement og arbejde betyder noget. For Dansk Revision er det endnu et bevis på, at små tiltag kan have stor betydning - både på sportsbanen og i erhvervslivet.