Beskatning af udlejning af bil, elbil, båd og campingvogn - deleøkonomi

Deleøkonomien vinder fortsat frem, og det er altid skønt at dele med andre. I følge en nylig undersøgelse fra Indiana University ser det tilmed ud til, at deleøkonomi også kan påvirke både lykken i - og længden af - dit ægteskab …

… men det er en helt anden historie og den kan du læse her

I denne artikel kigger vi kun på deleøkonomi i form af udlejning af bil, elbil, båd og campingvogn, og her er der - naturligvis - en række regler om beskatning og fradrag.

Hvis du af og til udlejer din bil, båd eller campingvogn ud til andre for eksempel via GoMore, Mycamper eller anden udlejningsplatform, så skal du betale skat og eventuelt moms af indtægten.

Beskatningsreglerne gælder også, hvis du selv udlejer; og selvom reglerne gælder uanset, hvordan udlejningen er formidlet, så er der alligevel forskel på fradragsmulighederne for udlejning via en udlejningsplatform og privat udlejning, du selv står for.


Når du udlejer lejlighedsvis, som deleøkonomi blandt andet hedder på skattesprog, så skal du betale skat og muligvis moms af indtægten. Moms betaler du kun, hvis indtægten for udlejningen overstiger 50.000 kroner inden for en periode på 12 måneder.

Du kan vælge at få fradrag ved enten at benytte dig af bundfradraget, hvor du betaler skat af 60 % af de indtægter, der overstiger bundfradraget, eller at benytte dig af et regnskabsmæssigt fradrag, hvor du betaler skat af den del af indtægterne, der overstiger udgifterne.

Udlejer du din bolig eller dit sommerhus gælder andre regler, og dem kan du læse mere om herunder
Skat på udlejning af feriehuse og sommerboliger

Bundfradrag

For at bruge metoden med bundfradrag, skal du udleje via en såkaldt udlejningsplatform, der indberetter til skattemyndighederne i Danmark. Det er dit ansvar at sikre, at platformen indberetter til SKAT, og det gør du ved at følge linket til skat.dk fra den platform, du udlejer igennem. Du kan kun bruge bundfradraget, hvis udlejningsplatformen indberetter til SKAT.

Vælger du bundfradraget, så kan du trække 11.500 kroner i 2024 (11.100 kroner i 2023 og 10.800 kroner i 2022) fra din samlede lejeindtægt og herefter fratrække 40 %, inden du oplyser indtægten på forskuds- og årsopgørelsen. Det vil sige, at du betaler skat af 60 % af de indtægter for udlejning af bil, båd og campingvogn, der overstiger bundfradraget.

Et nyt EU-direktiv trådte i kraft 1. januar 2023, og det pålægger digitale de platformsoperatører (udlejningsbureauer, der stiller en hjemmeside til rådighed for udlejere) at indberette person-oplysninger (cpr-nummer, din bopælsadresse og andre personoplysninger) om dig som udlejer til SKAT. Oplysningerne skal gøre det muligt for europæiske skattemyndigheder at identificere platformenes brugere og at få indblik i de beløb, brugerne tjener via platformene.

Hvis udlejningsbureauet/platformen ikke får dine personoplysninger, kan de blive pålagt at stoppe udbetalingerne til din konto.

 

Eksempel ved skattepligtig indtægt med bundfradrag

Du har lejet din bil ud i 2023 og har fået en årlig lejeindtægt på 25.000 kroner i 2023. Regnestykket for den skattepligtige indkomst, som du skal oplyse på årsopgørelsen, ser således ud:

  • Årlig lejeindtægt: 25.000 kroner

  • Bundfradrag: -11.100 kroner

  • Beløb efter bundfradrag: 13.900 kroner

  • 40 % reduktion: -5.560 kroner

  • Skattepligtig indtægt (indtægt efter bundfradrag og 40 %): 8.340 kroner.

Vær i øvrigt opmærksom på, at hvis du er "I”, det vil sige, at I er to personer, der er fælles om lejeindtægten på de 25.000 kroner, så har I begge et personligt bundfradrag på 11.100 kroner; alt 22.200 kroner (2023). Vær i øvrigt opmærksom på, at bundfradraget ikke kan være mindre end 0 kroner - du kan altså ikke “få penge tilbage” i bundfradraget.

 


Udlejning af el-, brint- og hybridbiler

Udlejer du en elbil, brintbil eller hybridbil kan du få et højere bundfradrag på 21.600 kroner i 2024 (20.900 kroner i 2023 og 20.300 kroner i 2022), fordi du har ret til et højere bundfradrag, hvis du udlejer en bil, der har et samlet, beregnet CO2-udslip på under 50g CO2 per kørt kilometer.

Du kan finde din bils samlede beregnede CO2-udslip, når du logger ind i Motorregisteret under fanen Tekniske oplysninger. Her kan du se bilens CO2-udslip og de nærmere regler for måling af CO2-udslippet på din bil.
Gå til motorregistret på skat.dk

Hvis du har ret til det høje bundfradrag, så skal du selv beregne din skattepligtige indtægt med den høje bundfradragssats og rette den skattepligtige indtægt på din årsopgørelse i rubrik 20.

Regnskabsmæssigt fradrag

Her kan du fratrække de udgifter, der knytter sig til udlejningen fra den samlede lejeindtægt. Du kan naturligvis kun trække udgifter fra, der knytter sig til udlejningen, hvilket på dansk betyder, at du ikke kan trække din egen brug af din bil, båd eller campingvogn fra.

Du kan ligeledes opnå fradrag for en procentmæssig del af det værditab, der skønnes årligt på din bil, båd eller campingvogn. Fradragets størrelse afhænger af udlejningsprocenten.

Du skal huske at føre regnskab og gemme kvitteringer på alle udgifterne i indkomståret samt føre en kørebog. Det er din dokumentation for, at du har ret til fradraget. Hvis SKAT beder om det, skal du indsende dit regnskab.

Du skal bruge kørebogen til at udregne den del af udgiften, der knytter sig til udlejningen. I kørebogen skal du blandt andet notere, hvad bilens kilometertæller står på ved indkomstårets begyndelse og afslutning samt før og efter hver udlejning.

Heller ikke ved det regnskabsmæssige fradrag kan man opnå en negativ indkomst rent skattemæssigt, og det betyder, at hvis dine årlige udgifter til udlejning overstiger dine årlige indtægter, så går det lige op, og du skal ikke skrive noget på din årsopgørelse.

Du kan ikke mixe fradrag

Måske du virkelig har taget deleøkonomien til dig, og bestemt dig for aktivt at udleje flere ting. Og det er naturligvis helt ok, men det er enten eller.

For selvom det er fint at mixe sig en lille drink hen under aften i campingvognen (når bilen er parkeret), så kan du ikke mixe fradragene. Hvis du benytter det regnskabsmæssige fradrag, så skal det gælde for dine samlede indtægter fra udlejning af bil, båd og campingvogn. Det vil sige, at du ikke kan vælge det regnskabsmæssige fradrag på indtægter, du har fra for eksempel biludlejning, og så benytte bundfradraget på indtægter fra bådudlejning. Det samme gælder naturligvis - med omvendt fortegn - for bundfradraget.

Du kan se mere i nedenstående eksempel, hvor vi tager udgangspunkt i, at du har udlejet en elbil og en båd i 2023.

EnhedIndholdBeløb
ElbilÅrlig lejeindtægt elbil (CO2-udslip under 50g/km): 15.000 kroner
Forhøjet bundfradrag 202320.900 kroner
Beløb efter bundfradrag (kan ikke være negativt)0 kroner
Skattepligtig indtægt af elbil 20230 kroner
BådÅrlig lejeindtægt båd20.000 kroner
Bundfradrag 202311.100 kroner
Beløb efter bundfradrag 8.900 kroner
40 % reduktion3.560 kroner
Skattepligtig indtægt (indtægt efter bundfradrag og 40 %)5.340 kroner
I altSkattepligtig indkomst for udlejning i 2023 for elbil0 kroner
Skattepligtig indkomst for udlejning i 2023 for båd5.340 kroner
Skattepligtig indkomst for udlejning i 2023 for elbil og båd5.340 kroner

I ovenstående eksempel vises det også, at du ikke kan overføre bundfradrag mellem din “udlejningsportefølje”. Du kan altså udnytte et manglende fradrag for - i dette tilfælde elbilen - en ting på en anden - i dette tilfælde båden.

God sommer og god fornøjelse med deleøkonomien og udlejningen.

 
 
Forrige
Forrige

Skat ved udlejning af sommerhuse og ferieboliger i Danmark og i udlandet

Næste
Næste

Virksomhedens sommerhus og medarbejdernes beskatning