Bliv klar til DMS Eksport inden 1. maj 2024

1. maj lukker e-Export og Transit (NCTS) for oprettelse af nye angivelser, og du skal fra denne dato bruge DMS eksport og DMS Forsendelse for at eksportere dine varer.

Snart skal din virksomhed benytte Toldstyrelsens nye eksportsystem DMS Eksport og DMS Forsendelse til at indsende eksport- og forsendelsesangivelser. Vi anbefaler derfor, at du endnu engang lige tjekker, at du er fuldt opdateret om, hvad din virksomhed skal gøre og hvornår i forbindelse med overgangen til DMS Eksport og DMS Forsendelse. 


Der er ikke længe til, at alle de danske virksomheder, som eksporterer varer eller benytter forsendelsesordningen, skal tage det nye DMS Eksport og DMS Forsendelse i brug, og udskiftningen af it-systemerne til eksport og EU-forsendelse vil påvirke alle de virksomheder, som eksporterer varer og/eller benytter sig af forsendelsesordningen.

Især virksomheder, der indsender eksportangivelser eller benytter forsendelsesordningen, enten på vegne af andre eller på vegne af sig selv, bliver påvirket. Virksomhederne skal indsende angivelser i nye systemer, udfylde nye datafelter med flere og nye oplysninger samt lære at vælge de rigtige angivelsesarter.  

Er du berørt, så bør du også være opmærksom på, at der er skærpede krav til mængden af den information, som angives på eksportangivelser, og du risikerer derfor, at bliver et mere tidskrævende arbejde end du har været vant til førhen.

Det nye DMS kort

Med det nye DMS ændres defineringen af angivelsesarter. Det betyder, at angivelsesarterne får nye betegnelser og skifter fra at være numeriske til at være alfanumeriske. I e-Export er angivelserne numeriske, og det vil sige, at de består af tal. I DMS Eksport bliver angivelsesarterne alfanumeriske og kommer til at bestå af henholdsvis et bogstav og et tal fx A1 og B1. Samtidig bliver de nuværende angivelsesarter erstattet en række nye datasæt. Det vil sige, at B1-angivelsen er et datasæt og A1 er et andet.  

Udfordringen ved ændringerne er, at virksomhederne fremover skal vælge den rigtige angivelsesart på forhånd. Førhen var det muligt at udfylde alle de relevante felter til en angivelse. Fremover skal man altså vælge den rigtige angivelsesart, før man begynder. Desuden skal man finde de rette data, som den valgte angivelsesart kræver.  

I DMS Eksport bliver angivelsesarterne opdelt i 3 grupper:

  • A-angivelser, som indgives direkte til udpassagetoldstedet.

  • B-angivelser, som indgives til eksporttoldstedet (ekspeditionsstedet i e-Export).

  • C-angivelser, som omfatter ordningen ’forenklet eksportangivelse’. Den erstatter den tidligere angivelsesart 21, forenklet udførselsangivelse.


Tilbud om hjælp

Frem mod 1. maj tilbyder Toldstyrelsen en række webinarer om, hvordan du opretter en B1-angivelse, eller om hvordan du bruger TARIC, når du laver en angivelse i DMS Eksport. Du kan også deltage i den fysiske testsession Kom og test.

Derudover kan du bl.a. finde en række skriftlige vejledninger og videovejledninger til systemet. Her kan du blive klogere på, hvordan du opretter en B1-angivelse, eller se en video om, hvordan du indsætter en bevilling til godkendt frembydelse i DMS Online. 

Find vej til de forskellige tilbud: 

 
Forrige
Forrige

Skat og fradrag for udlejning af helårsboliger

Næste
Næste

SKAT tilbagebetaler knap 25,7 milliarder kroner i overskydende skat