Det er slut med rentefri efterangivelse af moms og afgifter

Vedtagelsen af et nyt lovforslag betyder, at din virksomhed skal betale renter, når der efterangives for moms og afgifter. Det sker for at imødegå de rentefordele, som din virksomhed rent faktisk hidtil har kunnet opnå, når I ved en fejl angav moms og afgifter ukorrekt.

Du har måske oplevet det: I har angivet forkert moms eller anden afgift, og nu er det tiden så kommet for at udarbejde en såkaldt efterangivelse, der retter op på fortidens fejltagelser. Det er der sådan set ikke noget galt i, men forskellen, i forhold til tidligere, er blot, at I nu skal betale renter fra den sidste rettidige angivelses- og betalingsdato for den oprindelige momsangivelse – altså den gang, den oprindelige afgift forfaldt til betaling.

Den nye lov gør op med den hidtidige praksis på området, hvor din virksomhed netop ikke skulle betale renter, når I efterangav moms og afgifter, der betød, at I skulle efterbetale til SKAT. Det skyldes, at der først løb renter på 14 dage efter betalingskravet/betalingsfristen fra SKAT. 

Lov om ændring af kildeskatteloven, opkrævningsloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love

Er den fulde overskrift af loven, der omhandler nedsættelse af rentekompensation og udvidelse af anvendelsesområdet for forrentning m.v. i sager om refusion af udbytteskat m.v., harmonisering af tidspunktet for renteberegning ved opkrævning af skatter og afgifter i visse situationer samt ændring af reglerne om regulering som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms m.v.

… Og har du fået vejret igen efter at have læst ovenstående, så er betydningen i denne kontekst blot, at din virksomhed fremadrettet skal betale renter fra sidste rettidige angivelses- og betalingsdato for den oprindelige momsangivelse, og at den rentesats, der skal betales efter, løbende fastsættes af Nationalbanken – den er pt. 8,4 % årligt eller 0,7% / måned.

For nye virksomheder er loven allerede gældende

Vi forventer, at lovændringen vedrørende renteberegning af efterangivelser kommer til at gælde fra 1. januar 2023, men en del af loven er allerede trådt i kraft 15. juni 2022. Det er den del, der gælder renteberegning ved nyregistrerede virksomheder. Her vil der allerede nu blive beregnet og opkrævet renter i følgende situationer:

  • Din virksomhed indgiver sin første angivelse efter momsregistrering for sent, men inden en foreløbig fastsættelse er foretaget

  • Din virksomhed indgiver sin første angivelse efter en korrekt momsregistrering, men ændrer angivelsen til et højere beløb efter fristens udløb

  • Din virksomhed bliver registreret med tilbagevirkende kraft og derfor indgiver den sin første angivelse for sent.

Din virksomhed har delvis fradragsret

Har din virksomhed delvis fradragsret, så skal I foretage en efterfølgende regulering, når årets endelige fradragsprocent opgøres. Da opgørelsen af den delvise fradragsprocent baseres på årets omsætning, kan fradragsretten ikke endeligt opgøres før regnskabsårets udløb.

Idet lovgiver ikke ønsker at straffe din virksomhed, fordi I først endeligt kan opgøre jeres fradragsret efter de relevante momsperioder er udløbet, er der indført en model, hvor fradragsretten endeligt opgøres efter regnskabsårets udløb og angives i den momsperiode, der dækker den 6. måned efter regnskabsårets udløb.

Et eksempel kunne være, at din virksomhed har kalenderårsregnskab.

I dette tilfælde skal den delvise fradragsret for indkomståret 2022 senest angives i juni 2023, dvs. enten momsangivelsen for juni 2023 ved månedsafregning, momsangivelsen for 2. kvartal 2023 ved kvartalsafregning eller momsangivelsen for 1. halvår 2023 ved halvårsafregning.

Dispensation – særlige omstændigheder

Det fremgår af bemærkningerne til det vedtagne lovforslag, at Skattestyrelsen helt eller delvist kan fritage for betaling af renter, hvis det på grund af særlige omstændigheder findes urimeligt at fastholde rentekravet. Under lovforslagets behandling anførte Skatteministeriet, at det kan være tilfældet, når der er tale om periodiseringsfejl, hvor angivelserne beløbsmæssigt udligner hinanden.

Vores erfaring siger os, at det klare udgangspunkt fremadrettet formentlig vil være, at enhver fejl tilbage i tid vil medføre betaling af renter. Så hold øje med dine afregninger.

Fakta

Lovforslaget er vedtaget - Lovforslag nr. L 196 - Lov om ændring af kildeskatteloven, opkrævningsloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love.

Det forventes, at lovændringen vedrørende renteberegning af efterangivelser kommer til at gælde fra 1. januar 2023.

Lovændringen om renteberegning for nye virksomheder er allerede gældende fra 15. juni 2022.

Læs lovforslaget med tilhørende bemærkninger i sin helhed

 
 
Forrige
Forrige

Nye regler for transfer pricing fra indkomståret 2021

Næste
Næste

En del undervisning bliver nu momspligtigt