Privatpersoners fradrag for gaver og bidrag til velgørende foreninger

Der kan være mange årsager til, at du ønsker at støtte et bestemt formål, og som privatperson kan du få fradrag for en række gaver, bidrag eller donationer til velgørende organisationer, foreninger mm.

Størrelsen af dit fradrag afhænger af, hvor meget du donerer, hvad du donerer til, ligesom der - naturligvis havde vi nær sagt - er en række skatteregler for personligt skattefradrag for dine gaver, bidrag eller donationer.


Det er snart jul, og ønsker du, inden årets udgang, at støtte et bestemt formål, vil vi gerne hjælpe dig med et overblik over reglerne. I denne nyhed går vi i dybden med private donationer til velgørende formål og foreninger.

Det gør vi med en lille julehistorie, hvor vi ser på frimærker, frankeringsmaskiner, julekort, postmestre og andet nostalgi.


Er du ikke til julehistorie, kan du scrolle længere ned og komme direkte til de faktiske facts om skat, fradragsværdi og donationer for private.


Men hvis du stadig er med, så trykker vi på tidsmaskinen og tager tilbage til 1903…

For i 1903 fik postekspedient Einar Holbøll fra Købmagergades Postkontor nemlig den idé at lancere et Julemærke til at sætte ved siden af det almindelige frimærke - du ved det med majestæten på, i ark og med forskellige værdier (et brev, på et stykke papir, i en konvolut og så ned i en rød postkasse). Er du født efter år 2000 aner du muligvis ikke, hvad vi taler om, men … julen er jo traditioner og historie, så læs med alligevel.

De første postkasser blev sat op i Danmark tilbage 1851, og størrelse, udseende og farve blev suverænt afgjort af den lokale postmester. Der gik så lidt embedsværk i den, hvilket betød, at der i 1860 blev indført en standard for postkasser - samme størrelse og samme farve; kort sagt: De postkasser, som du stadigvæk kan se i gadebilledet. I øvrigt opfundet og designet af gode gamle Louis Pio.


…. men tilbage til Einer Holbøl og hans Julemærke.

Det siges, at Einer op mod juletid i 1903 var lettere irriteret over alt det ekstraarbejde, der var i forbindelse med julekortene, og at hans første tanke om et julemærke egentlig var en form for strafporto til de juleglade tosser, der belastede postvæsenet med deres julekort. Hvis du lige nu sidder og tænker på Ebenezer Scrooge i Charles Dickens' julefortælling “A Christmas carol” fra 1843, så er du helt sikkert med på Einers julehumørskala.

Men heldigvis fik Einer Holbøl, måske som i Scrooge i Dickens klassiker, en lidt mere julevenlig idé i løbet af året 1904, og efter en ihærdig indsats, der både inddrog en departementschef, en grosserer, et par borgmestre, en nationalbankdirektør og et par læger, så Julemærkekomiteen dagens lys. I Berlingske Tidende kunne man 16. november 1904 læse, at komiteen var “trådt sammen for at drøfte en idé, der er udkastet af postekspedient Einar Holbøll, og som går ud på at fremstille et 2 øres velgørenheds-postmærke".

Julemærket var en realitet og allerede 10. december 1904 så det det første Julemærke dagens lys. Prisen var, som nævnt tidligere, blevet sat til 2 øre. Den almindelige brevporto var dengang 5 og 10 øre. I runde tal svarer det til henholdsvis halvanden, 4 og 7,5 danske nutidskroner. Der blev i øvrigt solgt 3,4 millioner julemærker det første år, hvilket må siges at være succes, da Danmark på daværende tidspunkt var beboet af 2,5 millioner sjæle. Salget af 1904-mærket indbragte 73.950 kroner, hvilket svarer til cirka 5,7 millioner danske nutidskroner.

Julemærket blev herefter en tradition, hvor blandt andre Bjørn Wiinblad, H. C. Andersen og Dronning Margrethe (sidstnævnte af flere omgange), igennem tiden har været de kreative sjæle bag Julemærket.


Julemærket og julemærkehjemmene i Danmark

Indtægterne fra julemærket har siden 1904 hjulpet udsatte børn i Danmark. I starten var det tuberkuløse børn som fik glæde af indtægterne, men i dag får 1.000 børn om året et 10 ugers ophold på et af de fem Julemærkehjem. De får hjælp til at komme ud af en hverdag med mistrivsel, mobning og ensomhed.


Nu er jeg ikke bange for, hvad andre tænker om mig

Mathias, 12 år

 

Ovenstående citat stammer fra 12-årige Mathias, der fortæller om sit ophold på et Julemærkehjem. Mathias blev mobbet i skolen pga. sit udseende. Til sidst havde han ikke længere lyst til at gå i skole. Et ophold på Julemærkehjem har været hans redning, og i dag er Mathias igen en dreng med tro på sig selv.

Du kan læse hele Mathias historie her - om at blive råbt af og kaldt “Flæske”.

Mathias er desværre langt fra det eneste barn, som mistrives. Hvert år får børn, der kæmper med mobning, ensomhed og lavt selvværd ophold på et Julemærkehjem. Her bliver de del af et fællesskab med støtte og omsorg fra både børn og voksne. De vender hjem med nye venner og en genskabt tro på sig selv.


Hvad koster et ophold på et julemærkehjem?

Opholdet er gratis for barnet og barnets familie. Det skyldes, at måske du og mange andre privatpersoner hvert år donorer penge til Julemærkehjemmene. Nogen vælger at gøre det fast hver måned, andre giver et bidrag, når de har lyst, …

…men…

…Uanset beløbets størrelse er du med til at hjælpe børn som Mathias til en ny start på livet.

 
 

Skatteregler, fradragsværdi og donationer - for private

Er du en af dem, der støtter en velgørende organisation som Julemærkehjemmene eller andre organisationer, så kan du få skattefradrag. Definitionen på en gave, støtte, bidrag etc. i den forbindelse er, at det er givet frivilligt og uden en eller flere modydelser. Derfor kan du ikke få skattefradrag for din betaling for et medlemskab af en velgørende forening, deltagelse i et velgørende lotteri, skrabespil mm. eller for et “velgørende varekøb” på en forenings hjemmeside som eksempelvis denne side

Vær opmærksom på, at du ikke selv kan indberette dine gaver mv. på din årsopgørelse, da dette varetages af den godkendte forening (i denne historie Julemærket), og du skal derfor oplyse dit cpr-nr. til foreningen for at få dit fradrag. Det vil typisk fremgå af foreningens hjemmeside, hvordan du gør.

 

Fradragets værdi er cirka 26 procent, så hvis du giver 1000 kroner, så sparer du rundt regnet 260 kroner i skat.

  • Du kan få fradrag for maksimalt 17.700 kroner i 2023 - der er ingen minimumsgrænse for beløbets størrelse, så længe det er i kroner og ikke i ører som i 1904.

  • Det maksimale fradragsbeløb gælder for dit samlede, årlige bidrag. Hvis du giver 10.000 til organisation A og 10.000 til organisation B, får du kun fradrag for 17.700 kroner i 2023.

Og så skal ovenstående foreninger, organisationer mv. være godkendt af SKAT - den såkaldte §8a i Ligningsloven. Listen over godkendte organisationer finder du herunder:
SKAT - Liste over godkendte foreninger

Hvis du vil betale mere end 17.700 kroner og få fradrag

Hvis du vil have fradrag for større beløb til velgørenhed, så har du to muligheder:

  1. Du kan få fradrag for alle beløb uanset størrelse, der er øremærket forskning. Der er ingen beløbsgrænse, hvis du giver gaver, bidrag og donationer til velgørende foreninger til forskning
    Du kan finde en liste med godkendte foreninger til forskningsgaver her

  2. Du kan få fradrag, hvis du indgår en aftale med en godkendt forening om, at du binder dig til at betale et fast beløb hvert år i 10 år. Du får herved et fradrag på højst 15 procent af din personlige indkomst med tillæg af din positive nettokapitalindkomst.
    Vær opmærksom på, at du altid får fradrag på op til 15.000 kroner uanset størrelsen af din indkomst.

    • Foreningen skal være godkendt.

    • Aftalen skal være skriftlig.

    • Der må ikke være krav om en modydelse.

    • Aftalen skal løbe i mindst 10 år.

    • Dit navn og cpr-nr. skal stå på aftalen.

I begge de ovenstående tilfælde kommer beløbet igen automatisk med på din forskuds- og årsopgørelse.

Vær opmærksom på, at hvis du indgår en bindende aftale, ja så er det en bindende aftale. Så har du indgået en bindende aftale for mindst ti år, så har du pligt til at betale det, I har aftalt. Foreningen kan retsforfølge dig for at få sin betaling.

Hvis du ikke betaler det fulde beløb, og hvis foreningen ikke retsforfølger dig, kan SKAT til gengæld kræve, at du betaler den skat, du har sparet ved at indgå hele aftalen, tilbage. De nærmere omstændigheder afhænger af situationen.

Arv, testamente, legater, indsamlinger og fundraising på Facebook

Du har tillige mulighed for oprette et legat og betænke en velgørende organisation som Julemærkehjemmene eller andre organisationer med testamente eller arv. Her kan i tillæg nævnes, at da velgørende organisationer ikke selv betaler bo- og tillægsboafgift, betyder det, at familien arver lidt mere, og samtidig betænkes et beløb til et godt formål.
Læs mere om testamente og legater her

Du kan også starte din egen indsamling eller oprette en fundraiser på Facebook.
Start din egen indsamling her

 
Forrige
Forrige

Godt nytår og sidste information inden årskiftet

Næste
Næste

Din virksomheds donationer til velgørende formål - virksomhedsdonationer