Julefrokoster og julearrangementer - beskatning og fradrag

Julen står for døren, og det samme gør traditioner, kager, kugler, hygge og samvær. Og sikkert også den traditionsrige firma-julefrokost eller firma-jule-arrangement.

Som arbejdsgiver har du i de fleste tilfælde fuldt fradrag for julefrokosten og/eller julefesten, og det gælder også, hvis du for eksempel vælger at afholde julefrokosten virtuelt, ude af huset eller med overnatning for dine medarbejdere.

Dine medarbejdere kan dog risikere at blive beskattet af nogle af dine gaver, hvis du ikke lige læser med her.



Hvis du som arbejdsgiver helt eller delvist betaler udgifterne til jeres årlige julefrokost og det årlige julearrangement, så har du nok allerede fundet ud af, at den del bliver dine medarbejdere ikke beskattet af, og du har samtidig, som den glade (julearbejds-)giver, fuldt fradrag for udgifterne. Men der er faldgruber, for det er nemlig ikke ligegyldigt hvor, hvor længe, med hvem og med hvilket indhold, du afholder julefrokosten eller anden julefest.



En julefrokost eller julefest hører ind under de almindelige regler for personalegoder, og er derfor fradragsberettiget for dig som arbejdsgiver, men dine medarbejdere beskattes alligevel ikke efter gældende praksis, når arrangementet er af et rimeligt omfang og varighed. Her kan være tale om julefrokost, men også om deltagelse i motionsløb, skovtur, kulturarrangementer og anden festivitas.



Hvor må jeg afholde julefrokost?

Det er ikke en betingelse, at julefrokosten bliver holdt på arbejdspladsen. Julefrokosten kan også holdes på en restaurant eller virtuelt, hvor dine ansatte deltager online, måske samlet i mindre grupper.

Når du som arbejdsgiver helt eller delvist afholder udgifterne til den årlige julefrokost, så beskattes julefrokosten ikke for dine medarbejdere - også selvom I ikke afholder julefrokosten fysisk på arbejdspladsen eller på et sted ude i byen. Og du har stadig fuldt fradrag, da der er tale om personaleudgifter.

Personaleudgifter er en ret omfattende størrelse, og der er masser af muligheder. Det kan du læse mere om i vores publikation om personalegoder. Den finder du her



Hvem må deltage skattefrit i en julefrokost?

Alle må principielt deltage i en julefrokost. Deltager der andre i julefrokosten end virksomhedens ansatte, kan der være en mulighed for at disse skal beskattes, ligesom du som arbejdsgiver kan komme i en konflikt i forhold til repræsentationsreglerne. Repræsentationsregler kan du læse om her

En god tommelfingerregel er, at hvis det er helt naturligt, at der deltager personer uden for arbejdspladsen, beskattes dine medarbejdere ikke af julefrokosten. Naturligt, deltagende personer kan være tætte samarbejdspartnere, men også ægtefæller, kærester og børn. SKAT er rimelig rummelig i definitionen af familie, når det kommer til julearrangementer eller julefrokoster.



Hvad må en julefrokost koste?

Der er ikke klare regler for, hvad julefrokosten må koste, og under et nogenlunde normalt niveau har udgifterne til julefrokosten ikke betydning for medarbejdernes skattepligtigt. Dine medarbejdere skal således ikke beskattes, selvom du vælger en Michelin-restaurant.



Virtuel julefrokost

Under Covid-19 valgte en del virksomheder at afholde julefrokosten online. Den tradition har holdt ved nogle steder, og der er stadig mulighed for en online-julefrokost med virtuel underholdning. Der kan bestilles vin mad, kaffe mm, der sendes til de enkelte medarbejdere, der så efterfølgende samles i et virtuelt rum med underholdning, musik mm.



Julefrokost eller julerejse med overnatning

Som arbejdsgiver er du meget velkommen til at invitere dine medarbejdere ud på restaurant eller på et julearrangement, hvor andre virksomheder deltager. Du kan naturligvis også holde festen hjemme i virksomheden. Det er skattefrit for medarbejderen og fradragsberettiget for dig.

Tilbyder du overnatning på hotel med morgenmad - eventuelt med buskørsel imellem hotel og fest - så er det også skattefrit for medarbejderen og fradragsberettiget for dig.

Vælger du til gengæld, at julefesten varer over flere dage, så stiller sagen sig anderledes rent beskatningsmæssigt. Så at julen varer lige til påske, gælder ikke her, og det er heller ikke skattefrit, hvis du afholder julefest hver fredag, eller hvis du inviterer dine medarbejdere på en weekend-julefrokost-ish tur til Paris med familien og alt betalt.



Julegave i stedet for julefrokost?

Vælger du at afskaffe firmaets julefrokost og give en gave i stedet for, ja så er der ikke længere tale om et skattefrit julearrangement, og gaven skal derfor skattemæssigt behandles på samme måde som øvrige gaver fra din virksomhed til dine medarbejderne.

Vær opmærksom på, at det også gælder, hvis du vælger at give et gavekort til en restaurant for de medarbejdere, der af forskellige årsager ikke kan deltage i julefrokosten.

 

Afgørelser beskatning af julefrokost og arrangementer og rejser

  • Landsretsdom
    Værdien af en arbejdsgiverbetalt rejse til New York, som udelukkende var af social og turistmæssig karakter, var skattepligtig for den ansatte. Praksis vedrørende julefrokoster og andre lignende personalearrangementer, som er skattefrie, kan ikke tillægges betydning for beskatningen af en rejse af den karakter.
    Rejse til New York - personalearrangement - social og turistmæssig karakter

  • Landsskatteretskendelser
    En personaleudflugt for et firmas administrative personale med ægtefæller/ledsagere, blev anset for et skattepligtigt gode. Arrangementet var uden fagligt indhold, og det adskilte sig fra et traditionelt personalearrangement, hvorved det fik karakter af en individuel belønning til de udvalgte medarbejdere.
    Personalearrangement med overnatning og spisning på restaurant

  • Skatterådet
    Et firmaarrangement, i form af en 3-dages fælles cykeltur gennem Danmark med betalt kost og logi, var et skattepligtigt personalegode. Efter gennemførelse af cykelturen ville cykel, cykeltøj og andet tilbehør blive overdraget til den enkelte medarbejders eje, hvilket Skatterådet fastslog yderligere skulle udløse beskatning af markedsværdien på overdragelsestidspunktet.
    Personalegode - beskatning - Cykelarrangement

    Hvorimod
    En arbejdsgivers betaling af deltagergebyr, forplejning, løbetrøjer mv. i forbindelse med fx DHL- stafetten anses for omfattet af praksis for skovtursarrangementer, og er dermed skattefri for medarbejderne.
    Personalegode.- ingen beskatning - motionsløb

    Men
    Hvis der er tale om medarbejdere, der løsrevet fra virksomheden i sin helhed, deltager i DHL stafetten eller andre lignende arrangementer, vil arbejdsgivers eventuelle betaling af de hermed forbundne udgifter blive skattepligtig indkomst, der ikke kan være omfattet af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede personalegoder.


 
 
Forrige
Forrige

Tag med Dansk Revision og Julemærket i Juleskoven og Juleskolen

Næste
Næste

Nye boligskatteregler kan medføre ændrede forskuds- og/eller årsopgørelser