Olieafgift: Hvornår gælder godtgørelse og hvornår gør den ikke?

Af Søren Engers Pedersen

Vidste du, at der som hovedregel ikke kan godtgøres olieafgift, når olie bruges som motorbrændstof, men at der er undtagelser, der kan give store beløb tilbage?

Hvornår kan olieafgift ikke godtgøres?

Som udgangspunkt kan virksomheder ikke få godtgjort olieafgift ved køb af dieselolie eller andre olieholdige brændstoffer, når de bruges som motorbrændstof.

Det gælder både for:

  • Kørende materiel som vare- og lastbiler, trucks og arbejdsredskaber

  • Stationære motorer som affugtere og generatorer

Dette er en særregel, der gælder uanset formålet med brugen, og som fremgår af olieafgiftslovens § 11, stk. 2 og 3. Dog er der en undtagelse: Motorbrændstof til landbrug, skovdrift og fiskeri kan give ret til godtgørelse.

Særligt om generatorer

For generatorer er der særlige forhold, hvor registrering efter lov om elafgift kan være relevant og stort set altid økonomisk fordelagtigt:

  • Generatorer over 150 kW er omfattet af registreringspligt

  • Generatorer mellem 50 og 150 kW kan registreres, hvis den årlige elproduktion overstiger 50.000 kWh

Registrering betyder:

  • Fuld godtgørelse af olieafgift (ikke CO2-afgift)

  • Beregning af elafgift på fremstillet el

  • El til procesformål: 0,4 øre pr. kWh

  • El til ikke-godtgørelsesberettigede formål: fuld elafgift. I 2026 og 2027 tillægges yderligere 0,4 øre pr. kWh, og hvis elafgiften hæves til tidligere niveau, bliver belastningen højere.

Et konkret eksempel: En virksomhed fik ca. 800.000 kr. i godtgørelse af olieafgift ved registrering, mens elafgiften beløb sig til ca. 20.000 kr.

Registrering kan være relevant for bl.a. grusgrave, anlæg med flytbare generatorer, cirkusser, forlystelser og byggepladser.

Tilbagevirkende mulighed

Er registrering efter lov om elafgift påkrævet, kan man søge om godtgørelse af olieafgift tre år tilbage. Denne mulighed gælder ikke, hvis generatoren er under 150 kW.

 
Næste
Næste

Bruttolønsordning: Sådan undgår du og din virksomhed de typiske fejl