Fra den 24. november 2026 kan du se og rette din forskudsopgørelse for 2027.
Forskudsopgørelsen er Skattestyrelsens budget over din forventede indkomst, dine fradrag og din skat, som bruges til at beregne dine fradrag og trækprocent. Den er ikke en endelig opgørelse, og du bør derfor kontrollere, om oplysningerne passer til de forhold, du forventer i 2027. Det gælder især, hvis din økonomi har ændret sig.
Kontrollér din forventede løn
Kontrollér om den forventede årsindkomst omfatter alle dine indtægter. Den forventede løn har betydning for den løbende skattebetaling og for automatisk beregnede fradrag som beskæftigelsesfradrag, jobfradrag og eventuelt seniorbeskæftigelsesfradrag. Fradragene beregnes maskinelt på grundlag af den registrerede arbejdsindkomst. Hvis du sætter dine indtægter for lavt, risikerer du at få restskat. Omvendt er det heller ikke nogen god idé at sætte lønnen for højt for at være ”på den sikre side”. En for højt ansat løn kan give for store automatisk beregnede fradrag, hvis du ikke allerede har nået fradragenes maksimum.
Personer med indkomst omkring grænserne for mellem-, top- og toptopskat bør være særligt opmærksomme på løn, bonus og pensionsindbetalinger.
Topskattegrænsen på 800.500 kr. i 2027 er opgjort efter AM-bidrag. For en almindelig lønmodtager svarer det omtrent til en årsløn på 870.000 kr. før AM-bidrag, før der tages højde for blandt andet arbejdsgiveradministreret pension og ATP.
Seniorer bør holde øje med nye regler
Efter de gældende regler gives der fra 2026 et ekstra beskæftigelsesfradrag til personer i beskæftigelse med et eller to år til folkepensionsalderen. Fradraget beregnes automatisk, og du kan derfor ikke selv skrive det ind på forskudsopgørelsen.
Der er fremsat lovforslag om at udvide perioden fra to til fem år før folkepensionsalderen og også forhøje fradragssatsen væsentligt. Lovforslaget blev fremsat den 7. oktober 2026 og har været behandlet i Folketinget, men ændringen er endnu ikke endeligt vedtaget pr. 6. november 2026, hvor denne artikel skrives.
Skattestyrelsen har udskudt åbningen af forskudsopgørelsen til den 24. november for at kunne indarbejde forventede lovændringer, herunder seniorbeskæftigelsesfradraget, hvis de bliver vedtaget. Kontrollér derfor ved åbningen, hvilke regler beregningen bygger på.
Hvis de nye regler endnu ikke er vedtaget og indarbejdet, kan du ikke selv tilføje seniorbeskæftigelsesfradraget. Du kan sikre, at beregningsgrundlaget, særligt den forventede arbejdsindkomst, er korrekt og følge Skattestyrelsens vejledning om det videre forløb.
Hvis ændringerne først indarbejdes senere, bør du kontrollere forskudsopgørelsen igen, når Skattestyrelsen oplyser, at de nye regler er implementeret.
Befordringsfradraget kan blive lavere end i 2026
Det er en god ide at rette i forskudsopgørelsen, hvis afstanden mellem hjem og arbejdsplads har ændret sig. Der gives kun fradrag for dage, hvor du faktisk transporterer dig mellem hjem og arbejde. Hjemmearbejdsdage, feriedage og sygedage skal ikke medregnes. Fradraget kræver som udgangspunkt en samlet daglig transport på mere end 24 km.
Befordringsfradraget blev ekstraordinært forhøjet i 2026 på grund af høje brændstofpriser. Forhøjelsen blev vedtaget med tilbagevirkende kraft, og fra den 9. juli 2026 kunne borgerne opdatere forskudsopgørelsen og få det forhøjede fradrag indarbejdet i resten af årets skattekort. Har du ikke gjort det endnu, bør du rette hurtigst muligt, hvis du vil have virkningen medi årets sidste lønudbetalinger. Tidspunktet afhænger af arbejdsgiverens lønkørsel. Satserne for 2027 fastsættes af Skatterådet på grundlag af de forventede omkostninger ved bilkørsel og offentliggøres normalt mod slutningen af året. Medmindre Folketinget vedtager en ny særskilt forhøjelse må pendlere forvente, at satsen i 2027 bliver væsentligt lavere end den ekstraordinære 2026-sats.
Har dine renteudgifter ændret sig?
Renteudgifter bør ikke blot kopieres fra forskudsopgørelsen for 2026 eller fra den seneste årsopgørelse. Har du lån med variabel rente, bør du kontrollere, hvad du forventer at betale i 2027. For F1-, F3- og F5-lån, der skal rentetilpasses den 1. januar 2027, fastsættes renterne ved realkreditinstitutternes auktioner i november 2026. Andre variable boliglån kan få ny rente på andre tidspunkter. Brug bankens eller realkreditinstituttets opdaterede betalingsplan til at vurdere årets renteudgifter.
Har du købt eller solgt bolig, indfriet forbrugslån eller på anden måde fået ændrede gældsforhold, er det også en god ide at få styr på det ændrede rentefradrag. Kontrollér også renteindtægter, hvis du har større bankindeståender, obligationer eller private udlån.
Indbetaling på pension
Når det gælder private indbetalinger til pension, skal du også holde øje med, om disse ændrer sig, så forskudsfradraget bliver korrekt.
Hvis du har 15 år eller mindre til folkepensionsalderen, kan det ekstra pensionsfradrag også være relevant. I 2027 udgør det 32 procent af pensionsindbetalinger på op til 90.300 kr. Det giver et ekstra ligningsmæssigt fradrag på højst 28.896 kr. Ved en skatteværdi på eksempelvis 25,5 procent svarer det til en årlig skattebesparelse på ca. 7.369 kr. Skatteværdien afhænger af kommune og kirkeskat. Hvis du planlægger at sætte mindre ind på pension, end forskudsopgørelsen viser, er det tilsvarende vigtigt at få rettet beløbet, så fradraget ikke sættes for højt med restskat til følge. Husk, at arbejdsgiverens pensionsbidrag og ATP også tæller med.
Selvstændige og personer med B-indkomst
Er du selvstændig, bør du foretage et realistisk skøn over din virksomheds resultat i 2027. Et for lavt forventet overskud kan medføre restskat. Omvendt kan et for højt skøn belaste likviditeten unødigt gennem for høje B-skatterater. Forventer du væsentlige ændringer i omsætning eller omkostninger? Planlægger du start eller ophør af virksomhed? Ønsker du at benytte virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen, gælder der særlige regler og regnskabskrav, og det kan være en god idé at få rådgivning.
Selvstændige kan ikke altid forudsige årets udvikling. Forskudsopgørelsen kan dog ændres flere gange i løbet af året, og som selvstændig bør du derfor genbesøge den, når årets indtjening kan vurderes mere sikkert.
Andre indkomster og fradrag, du bør kontrollere
Kig også på listen nedenfor for at se, om der er nogle af disse øvrige punkter, der kan være relevante for dig at kontrollere:
fagforeningskontingent
A-kasse og efterlønsbidrag
børne- eller ægtefællebidrag
servicefradrag og eventuelt håndværkerfradrag
gaver til godkendte foreninger
rejseudgifter og dobbelt husførelse
udenlandsk indkomst
udenlandske pensionsordninger
indkomst fra udlejning
aktieudbytter og lagerbeskattede investeringer
Selv om en oplysning senere indberettes automatisk til årsopgørelsen, er den ikke nødvendigvis indarbejdet korrekt i forskudsopgørelsen.
Hvad sker der, hvis reglerne ændres efter den 24. november 2026?
Forskudsopgørelsen er ikke en garanti for, at din skat ligger fast. Folketinget kan vedtage nye regler efter, at forskudsopgørelsen og skattekortet er udsendt.
Hvis en lovændring påvirker en oplysning, du selv kan rette, kan det blive nødvendigt at opdatere forskudsopgørelsen. Vedrører ændringen en sats, en beløbsgrænse eller et automatisk fradrag, skal Skattestyrelsen normalt ændre beregningssystemet. Følg Skattestyrelsens konkrete vejledning om, hvorvidt ændringen indarbejdes automatisk, eller om du selv skal rette forskudsopgørelsen.
Forhøjelsen af befordringsfradraget i 2026 viser, hvordan det kan fungere. Reglerne blev ændret med tilbagevirkende kraft, men borgerne skulle selv opdatere kørselsfradraget for at få virkningen med i den løbende skat. Det forhøjede fradrag blev derefter fordelt over resten af året.
Lovændringer kan også påvirke dine egne valg. Hvis det eksempelvis vedtages at fjerne mellemskatten, kan incitamentet til pensionsindbetaling falde for mange skatteydere. Ændrer du derfor dine pensionsindbetalinger, skal det afspejles i forskudsopgørelsen.
Vores anbefaling
Kontrollér forskudsopgørelsen, når den bliver tilgængelig den 24. november 2026 og få tastet de bedst muligt skønnede tal ind. En korrekt forskudsopgørelse reducerer risikoen for restskat og sikrer også, at du får relevante fradrag og skattelettelser med i din løbende økonomi i stedet for først på årsopgørelsen.
Sørg for at genbesøge forskudsopgørelsen, hvis din virksomheds resultater ændrer sig, eller hvis det sker for løn, job, arbejdssted, lån, din familie eller dine sociale forhold. Afvent også hvad de politiske forhandlinger om ændrede skatteregler fører til.
Når du retter forskudsopgørelsen i TastSelv, bliver skattekortet samtidig opdateret og sendt til eksempelvis arbejdsgiver, pensionsselskab eller SU-udbetaler. En ændring sent på året kan give en mærkbar ændring i månedsfradraget eller trækprocenten, fordi årets samlede korrektion skal fordeles over relativt få måneder. Kontrollér derfor altid den nye beregning, inden du godkender ændringen.