Årsregnskabsloven - Nye regler om erklæringspligt og revision

Nye ændringer i årsregnskabsloven giver kontrolmuligheder til Erhvervsstyrelsen, og der indføres samtidig krav om erklæringspligt i en række såkaldte risikobrancher samt revisionspligt for virksomheder med en balance over 50 millioner kroner.

Loven træder i kraft den 1. juli 2022.

Den 19. maj 2022 blev lovforslagene til en ny bogføringslov samt ændringer til reglerne om revision vedtaget. Der var oprindeligt tale om ét lovforslag, men under udvalgsbehandlingen blev forslaget delt op i to lovforslag, der afspejlede indholdet i de politiske aftaler med hver sit flertal bag.

Vi har tidligere skrevet om, at Folketinget har vedtaget en ny frist for indsendelse af årsrapporter. Fristen er generelt forlænget fra 5 til 6 måneder efter regnskabsårets udløb. For virksomheder, hvis regnskabsår følger kalenderåret, betyder det, at årsrapporten senest skal være indberettet den 30. juni.

Disse bestemmelser er trådt i kraft med det samme, og gælder således også for de årsrapporter, der skal indsendes i år. Fristen for indsendelse af årsrapporter for 2022 er følgeligt 30. juni 2022.

Nye regler om erklæringspligt 2022

Der er også andre, nye regler samt en række andre ting at hæfte sig ved, når vi kigger dybere i årsregnskabslovens nye regler, og hvad der skal indgå i årsrapporten.

Der vil blive krav om brug af revisor, blandt andet for virksomheder i en række risikobrancher med en omsætning på mellem 5 og 8 millioner kroner.

Brug af revisor betyder en erklæring på årsrapporten fra en godkendt revisor. Der vil ikke være krav om, at erklæringen skal være med sikkerhed.

Du kan læse mere om forskellen på revisor erklæringer her

Der nærmere regler om, hvilke virksomheder/brancher, der vil blive omfattet af den nye erklæringspligt, vil blive offentliggjort senere, når Erhvervsministeriet og skatteministeren har været i dialog om emnet.

Nye regler om revisionspligt 2022

Selskaber med store aktiver får pligt til at få en erklæring fra en revisor på deres årsrapport – også selvom de i dag gældende grænser for revisionspligt ikke overskrides, idet der indføres et krav om, at virksomheder, med en balancesum over 50 millioner kroner, fremadrettet skal have en erklæring om revision eller udvidet gennemgang.

Dette vil gælde uanset omsætningens størrelse eller antallet af ansatte.

Kontrol og sanktioner

Med den nye lovgivning kan Erhvervsstyrelsen nu selv gennemføre kontrol af virksomhedernes bogføringsmateriale. Erhvervsstyrelsen kan også påbyde virksomheden at indhente en revisorerklæring på, om konkrete regler eller et påbud er overholdt.

Kontrollen kan foretages med virksomheder, der har fravalgt revision og med virksomheder, der ikke har aflagt deres første årsrapport endnu.

Vi forventer ret få kontroller i starten, men i takt med at digitaliseringen skrider frem, vil styrelsen ganske givet foretage flere og flere kontroller, hvor virksomhederne vil blive udtaget på baggrund af risikobaserede vurderinger.

 
 
Forrige
Forrige

Covid-19: Slut med at bruge skattekontoen til opsparing

Næste
Næste

Covid-19: Åbent for slutafregning for selvstændige