Hvad betyder det højere kørselsfradrag i 2026?
Pendlere kan se frem til et markant højere kørselsfradrag i 2026. Folketinget har nemlig vedtaget en midlertidig forhøjelse af befordringsfradraget med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2026, hvilket betyder, at alle årets kørselsdage er omfattet af de nye satser.
For almindelige pendlere stiger satsen for de første 120 km fra 2,28 kr. til 3,17 kr. pr. km, mens pendlere i yderkommuner og på visse småøer kan få 3,51 kr. pr. km.
Ifølge Skatteministeriet vil den gennemsnitlige pendler få omkring 2.300 kr. mere mellem hænderne som følge af forhøjelsen.
Hvem kan få kørselsfradrag?
Kørselsfradrag, også kaldet befordringsfradrag, afhænger af afstanden mellem dit hjem og din arbejdsplads, ikke af transportformen.
Fradraget gælder derfor både, hvis du kører i egen bil eller på motorcykel, og hvis du benytter tog, bus, metro eller andre former for offentlig transport.
For at være berettiget til fradraget skal den samlede daglige transport mellem hjem og arbejde overstige 24 km tur/retur, og der gives kun fradrag for de dage, hvor du faktisk møder på arbejde.
Dage med hjemmearbejde, ferie, sygdom eller arbejdsgiverbetalt transport kan ikke medregnes.
Nye satser for kørselsfradrag i 2026
0-24 km pr. dag: Intet fradrag
25-120 km pr. dag: 3,17 kr. pr. km
Over 120 km pr. dag: 1,59 kr. pr. km
Yderkommuner og visse småøer: 3,51 kr. pr. km på hele den fradragsberettigede strækning
Eksempel. Pendler fra Slagelse til Høje Taastrup
En medarbejder bor i Slagelse og arbejder i Høje Taastrup. Medarbejderen har:
84 km hver vej (168 km dagligt)
1 hjemmearbejdsdag om ugen
1 kursusuge, hvor arbejdsgiveren betaler transporten
5 sygedage
Antal kørselsdage beregnes således:
Udgangspunkt: 216 arbejdsdage
Hjemmearbejde: -44 dage
Kursusuge: -5 dage
Sygedagene er allerede indeholdt i standardforudsætningen på 216 dage
Årlige kørselsdage: 167
Da Slagelse er defineret som en såkaldt yderkommune, kan satsen på 3,51 kr. anvendes på hele den fradragsberettigede strækning, og dermed også på de kilometer der køres udover de 120.
Beregning efter de nye regler
Fradragsberettiget afstand pr. dag: 168 km - 24 km = 144 km
Årligt fradrag: 167 dage × 144 km × 3,51 kr.
Årligt kørselsfradrag: 84.407 kr.
Beregning efter de tidligere satser
Årligt fradrag: 167 dage × 144 km × 2,53 kr.
Årligt kørselsfradrag: 60.841 kr.
Det samlede fradrag stiger således med 23.566 kr. Da et kørselsfradrag er et ligningsmæssigt fradrag og ikke et kontant tilskud, svarer det til en reel skattebesparelse på cirka 6.400 kr. om året eller cirka 530 kr. om måneden.
Eksempel: Pendler mellem Aarhus og Silkeborg
En medarbejder pendler dagligt mellem Aarhus og Silkeborg og har:
44 km hver vej (88 km dagligt)
210 faktiske kørselsdage
Ingen hjemmearbejdsdage
Beregning efter de nye regler
Fradragsberettiget afstand pr. dag: 88 km - 24 km = 64 km
Årligt fradrag: 210 dage × 64 km × 3,17 kr.
Årligt kørselsfradrag: 42.605 kr.
Beregning efter de tidligere satser
Årligt fradrag: 210 dage × 64 km × 2,28 kr.
Årligt kørselsfradrag: 30.643 kr.
Fradraget stiger derfor med 11.962 kr. Det giver en ekstra skattebesparelse på cirka: 3.200 kr. om året svarende til omkring: 270 kr. om måneden.
Husk at opdatere forskudsopgørelsen
Det forhøjede kørselsfradrag gælder for hele 2026 med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2026.
Ønsker du at få glæde af skattebesparelsen allerede i årets resterende måneder, skal du selv opdatere kørselsfradraget i forskudsopgørelsen. Herefter bliver skattekortet automatisk genberegnet, så værdien af fradraget fordeles på de resterende lønudbetalinger i 2026.
Vælger du ikke at opdatere forskudsopgørelsen, går du ikke glip af fradraget. Den samlede skattemæssige fordel vil i stedet blive opgjort på årsopgørelsen for 2026 i foråret 2027.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at kørselsfradraget ikke automatisk overføres fra forskudsopgørelsen til årsopgørelsen, og derfor bør de faktiske kørselsdage kontrolleres ved årsopgørelsen.
Hos Dansk Revision anbefaler vi, at du gennemgår din forskudsopgørelse og sikrer, at antallet af kørselsdage afspejler dine faktiske forhold, herunder hjemmearbejde, sygdom, ferie og eventuelle perioder med arbejdsgiverbetalt transport.
Det kan have stor betydning for størrelsen af dit kørselsfradrag.