Udgivelsesdato: 12. februar 2020

Udlejning af bil, båd og campingvogn

Vi fortsætter vores ferieføljeton og gør dig opmærksom på, at hvis du udlejer din bil, båd eller campingvogn ud til andre lejlighedsvis, fx via GoMore eller SnappCar, ja så skal du betale skat og eventuelt moms af indtægten.

Det gælder uanset, hvordan det er formidlet.

 

 bil

Tjener du penge på at dele? Så husk, at du skal betale skat og moms af indtægterne

Du kan vælge at få fradrag ved enten at benytte dig af bundfradraget, hvor du betaler skat af 60 % af de indtægter, der overstiger bundfradraget på 10.500 kr. i 2020 (10.200 kr. i 2019), eller at benytte dig af et regnskabsmæssigt fradrag, hvor du betaler skat af den del af indtægterne, der overstiger udgifterne.

➤  Læs om udlejning af en bolig, du selv bor i

➤  Læs om udlejning af fritidsbolig

 

Bundfradrag

Vælger du bundfradraget, skal du trække 10.500 kr. i 2020 (10.200 kr. i 2019) fra din samlede lejeindtægt og herefter fratrække 40 %, inden du oplyser indtægten på forskuds- og årsopgørelsen. Det vil sige, at du betaler skat af 60 % af de indtægter for udlejning af bil, båd og campingvogn, der overstiger bundfradraget.

Hvis du benytter bundfradragsmetoden, gælder det dine samlede indtægter fra udlejning af bil, båd og campingvogn. Det vil sige, at du ikke kan vælge bundfradraget på indtægter, du har fra fx biludlejning, og så benytte det regnskabsmæssige fradrag på indtægter, du har fra fx bådudlejning.

Alle har i øvrigt mulighed for at vælge bundfradraget frem til 2020, men fra 1. januar 2021 bliver bundfradraget betinget af, at udlejningen formidles af en eller flere virksomheder - som eksempelvis GoMore. 

 

Eksempel ved Skattepligtig indtægt med bundfradrag

Du har lejet din bil ud og har fået en årlig lejeindtægt på 21.000 kr. i 2019. Regnestykket for den skattepligtige indkomst, som du skal oplyse på årsopgørelsen ser således ud:

  • Årlig lejeindtægt 21.000 kr.
  • Bundfradrag 10.200 kr.
  • Beløb efter bundfradrag 10.800 kr.
  • 40 % reduktion -4.320 kr.
  • Skattepligtig indtægt (indtægt efter bundfradrag og 40 %) 6.480 kroner.

Vær i øvrigt opmærksom på, at hvis du er I - det vil sige, at I er to personer, der er fælles om lejeindtægten på de 20.000 kr., så har I begge et personligt bundfradrag på 10.200 kr. eller i alt 20.400 kr. 

 

Regnskabsmæssigt fradrag 

Her kan du trække de udgifter, der knytter sig til udlejningen fra den samlede lejeindtægt. Du kan naturligvis kun fratrække de udgifter, der knytter sig til udlejningen, hvilket på dansk betyder, at du ikke kan trække din egen brug af din bil, båd eller campingvogn fra.

Og husk, at det er enten eller... Hvis du benytter det regnskabsmæssige fradrag, så skal det gælde for dine samlede indtægter fra udlejning af bil, båd og campingvogn. Det vil sige, at du ikke kan vælge det regnskabsmæssige fradrag på indtægter, du har fra fx biludlejning, og så benytte bundfradraget på indtægter fra fx bådudlejning.

Du skal huske at føre regnskab og gemme kvitteringer på alle udgifterne i indkomståret samt føre en kørebog. Det er din dokumentation for, at du har ret til fradraget. Hvis SKAT beder om det, skal du indsende dit regnskab.

 

Eksempel ved regnskabsmæssigt fradrag

Din udlejningskørsel udgør 10 pct. af den samlede årlige kørsel. Du vil således kunne fratrække 10 pct. af dine udgifter til fx service, dæk, grøn ejerafgift, forsikring mv.

Du kan ikke fratrække udgifter til benzin, da lejer som udgangspunkt betaler benzinen.

 

Fradrag for værditab, men ikke for underskud

Du kan få fradrag for en procentmæssig del af årets skønnede værditab på din bil, båd eller campingvogn. Det gør du ved at opgøre, hvor stor en procentdel udlejningskørslens udgør af den samlede kørsel.

Du kan ikke få fradrag ved at afskrive efter reglerne i afskrivningsloven - det kan man kun, hvis der er tale om en erhvervsmæssig virksomhed.

Du kan ikke få fradrag for underskud. Underskud vil i den sammenhæng sige, at dine årlige udgifter overstiger din årlige indtægter.

 

For meget bøvl?

Er du i tvivl, så findes hjælpen lokalt. Vi hjælper dig gerne med reglerne.

Kontakt os eller din lokale revisor. Ring på +45 44 35 61 00 eller vælg en mulighed herunder.

Book et møde - hos os er første møde altid gratis!

➤  Bliv kontaktet

➤  Book et møde

➤  Find din lokale revisor

 

Al information på www.danskrevision.dk er kun af generel karakter. Det kan ikke erstatte professionel rådgivning. Derfor bør indholdet heller ikke lægges til grund for økonomiske dispositioner.