Udgivelsesdato: 23. april 2019

Gavekort - nye momsregler fra 1. juli 2019

De ændrede regler om moms på gavekort er nu endeligt vedtaget. Reglerne skulle være trådt i kraft 1. januar 2019, men blev udsat på grund af indsigelser fra erhvervslivet.

Udsteder du gavekort i dag - eller vouchers som det hedder i fagsproget - skal du således være opmærksom på nye regler og overgangsregler.

kasse

De nye regler betyder blandt andet, at der skal opkræves moms allerede ved udstedelsen af gavekortet, hvis  gavekortet vedrører momspligtige varer og ydelser og kun kan anvendes i Danmark.

Videresalg af gavekort, der opfylder disse to krav, er også momspligtigt, så længe det er samme virksomhed, der har udstedt gavekortet, som indløser det. Ethvert salg af sådanne gavekort i eget navn er altså momspligtigt. Til gengæld skal der ikke opkræves moms ved indløsningen.

 

De nye regler gælder ved salg af gavekort fra 1. juli 2019.

Udsteder din virksomhed gavekort indtil den 1. juli 2019 eller har I allerede udstedt gavekort, som ikke er indløst, skal der først afregnes moms af disse ved indløsning af gavekortet i overensstemmelse med de nugældende regler.

For nemhedens skyld har din virksomhed dog allerede nu mulighed for at tilvælge de nye regler, hvis I ønsker dette.

Er din virksomhed omfattet af de nye regler, skal virksomhedens IT-systemer, forretningsgange, kasseapparater m.v. være i stand til at håndtere de nye momsregler fra 1. juli 2019.

 

Momsfri ydelser og EU

Hvis din virksomhed sælger gavekort med ret til at modtage både momspligtige og momsfri ydelser, så skal der først afregnes moms ved indløsning af gavekortet - også efter 1. juli 2019. Det samme gælder, hvis gavekortet kan indløses både i Danmark og et andet EU-land. Videresalg af disse er ligeledes momsfrit. For disse kort er det er kun ved indløsningen, der skal afregnes moms.

 

Er du i tvivl?

Så er du altid velkommen til at kontakte den lokale revisor fra Dansk Revision. Vi ved alt om moms og om en masse andet inden for rådgivning, vækst, udvikling og naturligvis skatter og afgifter.

 

➤ Ny kunde? - Hos Dansk Revision er første møde altid gratis!

➤ Find din lokale revisor fra Dansk Revision.

➤ Få yderligere inspiration og information


Indholdet af denne artikel er kun information af generel karakter, og kan derfor ikke erstatte professionel rådgivning. Derfor bør indholdet ikke lægges til grund for økonomiske dispositioner.