Udgivelsesdato: 21. august 2018

Flere virksomheder får finansiering med revisors hjælp

Crowdlending er blevet mere almindeligt hos virksomheder som et alternativ til traditionel bankfinansiering. De virksomheder, der benytter en professionel rådgiver – eksempelvis en revisor – står bedre i ansøgningsprocessen. Det fremgår af en analyse, som FSR - danske revisorer har foretaget i samarbejde med lånevirksomheden Lendino.

 

 revisors hjælp

Lendino - en markedsplads for lån

Ifølge virksomhedens egen hjemmeside beskrives Lendino således:

”Lendino blev stiftet i begyndelsen af 2014 med en vision om at gøre det nemmere og hurtigere at låne og samtidig skabe en attraktiv udlånsmulighed for investorer.

Lendino er en markedsplads for lån, hvor private og professionelle kan låne direkte til mindre danske virksomheder. Virksomheder ansøger nemt og hurtigt på transparente vilkår. Långivere tilvejebringer finansiering mod en attraktiv rente.”

 

Større chance for lån ved brug af professionelt netværk

I 2017 googlede en tredjedel af alle låneansøgere sig frem til Lendino, men det var kun 10 procent af dem, der fik et lån. Det står ikke meget bedre til, hvis låneansøgerne havde hørt om Lendino via Facebook. Knap 7 procent af ansøgerne kendte Lendino fra Facebook, men det er kun 8 procent af dem, der fik et lån i 2017. 

Anderledes positivt ser det ud, når ansøgerne kender Lendino fra et professionelt netværk eller rådgiver. Tallene fra Lendino for 2017 viser, at succesraten stiger signifikant, hvis virksomheden er blevet henvist af en revisor. Det gør den til den bedste kanal en virksomhed kan få en henvisning fra.

Knap seks procent bliver henvist til Lendino af en revisor, og 17 procent af de ansøgere opnår et lån. Det er en markant succesrate i forhold til hovedparten af låneansøgere, der har en succesrate på i gennemsnit 8 procent. 

”Årsagen, til at det bliver mere sandsynligt at få et lån, når man er henvist af en revisor, er formentligt at revisor i højere grad henviser virksomheder, der er kreditværdige og at revisor er med til at hjælpe med at udarbejde et godt beslutningsgrundlag for kreditvurderingen i Lendino”, siger Tom Vile Jensen, erhvervspolitisk direktør i FSR – danske revisorer, og fortsætter: ”Alternativ finansiering er ikke nødvendigvis lettere at opnå en traditionel bankfinansiering. Der bliver fortsat stillet krav til regnskaber og budgetter af høj kvalitet og det er noget revisor kan være med til at levere”.

 

Fakta om Crowdfunding

Crowdfunding er en samlebetegnelse for flere typer af finansiering og består af de fire finansieringstyper: Donationscrowdfunding, belønningscrowdfunding, aktiebaseret crowdfunding og lånecrowdfunding – også kaldet crowdlending

Crowdlending er når en virksomhed eller privatperson låner penge fra en gruppe af personer gennem en online platform. 
Lånet til låntager er sammensat af flere mindre andele, hvor hver långiver modtager afdrag og renter i forhold til deres andel af det samlede lån. 

Der er typisk ingen begrænsninger på, hvem som kan låne penge ud. Derimod skal alle låntagere gennem en kreditvurdering, som bliver foretaget af platformen. Renten bestemmes typisk af platformen.

 

Hvis du vil have hjælp til lån og budget, så er du altid velkommen til at kontakt din lokale revisor i Dansk Revision. Vi står klar til at hjælpe.

 

➤ Har du brug for rådgivning, er du altid velkommen til at kontakte den lokale revisor fra Dansk Revision.

➤ Få yderligere inspiration og information

➤ Ny kunde? - hos Dansk Revision er første møde altid gratis!

 

 

Indholdet af denne artikel er kun information af generel karakter, og kan derfor ikke erstatte professionel rådgivning. Derfor bør indholdet ikke lægges til grund for økonomiske dispositioner.