Udgivelsesdato: 15. marts 2018

Nedtællingen er begyndt

175.000 selskaber skal offentliggøre friske årsregnskaber senest 31. maj. Holder du øje med, om der er kommet nye tal fra dine kunder, samarbejdspartnere eller konkurrenter?

I løbet af de næste måneder skal omkring 175.000 danske selskaber indlevere deres årsregnskab for 2017. Det betyder, at der nu løbende kommer nye økonomiske data på dine kunder, konkurrenter og samarbejdspartnere.

 

Tal

 

”Selskabernes årsregnskaber skal i dag indberettes elektronisk. Det betyder, at du i det øjeblik et selskab indberetter et nyt regnskab kan se de nye finansielle informationer med et opslag på CVR.dk. Det er altså i disse dage, du skal følge med, hvis du gerne vil være på forkant, når dine kunder, konkurrenter og samarbejdspartnere kommer med nye regnskaber,” siger erhvervspolitisk direktør hos FSR – danske revisorer, Tom Vile Jensen.

 

Deadline for de fleste årsregnskaber er 31. maj

Langt de fleste danske selskaber har et regnskabsår som følger kalenderåret. Fristen for at indsende sit årsregnskab er højst fem måneder efter regnskabsårets afslutning. Det betyder, at de fleste selskaber skal indberette nye regnskaber senest 31. maj. Regnskaberne indberettes til Erhvervsstyrelsen, som offentliggør regnskaberne på CVR.dk, så alle kan se dem.

Kilde: FSR - Danske Revisorer

 

Indholdet af denne artikel er kun information af generel karakter, og kan derfor ikke erstatte professionel rådgivning. Derfor bør indholdet ikke lægges til grund for økonomiske dispositioner.