Nyheder

 

 

01-10-2009

Orientering vedrørende konvertering af ejerpantebreve i forbindelse med indførelse af digital tinglysning

 

Fra den 8. september 2009, skal al tinglysning af skøder og pantebreve foretages digitalt.


I første omgang er det kun fast ejendom, der kan tinglyses digitalt, men fra sommeren 2010 følger digitaliseringen af rettigheder i Bil-, Person- og Andelsboligbogen. Digitaliseringen betyder, at de gamle tingbøger og papirdokumenter bliver erstattet af et nyt tidsbesparende elektronisk system.

Hensigten er altså på sigt, at næsten alle tinglysninger skal kunne foretages elektronisk med svar fra Tinglysningsretten her og nu (online).

 

 

Det digitale tinglysningssystem betyder, at

  • nye dokumenter kun kan sendes til tinglysning digitalt, og at dokumenterne fremover er minimumsdokumenter, der kun indeholder de oplysninger, der er relevante for tinglysningen
  • nye dokumenter skal signeres digitalt, inden de kan tinglyses
  • de allerede tinglyste papirdokumenter konverteres til elektroniske dokumenter, og vil fremover kun eksistere som et digitalt dokument
  • oplysninger om fx ejendommens ejere registreres på CPR-nr. eller CVR-nr. Dermed opdateres navneændringer og lignende automatisk
  • kreditor- og debitorskifter skal tinglyses straks, da Tingbogen ellers ikke er retvisende.

 

De nye regler indebærer som nævnt, at allerede tinglyste papirdokumenter konverteres til elektroniske dokumenter, i den forbindelse skal man være opmærksom på at ejerpantebreve med en hovedstol over kr. 45.000,00 også skal konverteres fra papirdokument til digitalt dokument, hvilket kan ske afgiftsfrit helt indtil den 7. september 2014.

Ligger ejerpantebrevet hos banken, vil det være nemmest at kontakte banken og bede denne forestå konverteringen. Ligger ejerpantebrevet derimod hos den enkelte, kan man enten selv fremsende ejerpantebrevet til Tinglysningsretten efter 8. september 2009, eller få hjælp af en advokat hermed, hvorefter Tinglysningsretten tager dem ud af omsætningen og registrerer i tingbogen.

 

Camilla Rohde Sørensen
Skattejurist, Cand.merc.jur

 

Ældre nyheder

Klik på nyhedsarkiv i venstre side, hvis du ønsker at finde ældre nyheder.