Nyheder

 

 

07-05-2008

Biler og skat!

Beskatningen af biler har altid været aktuelt

Biler på gule plader
I vores kundeblad information fra maj 2008 skrev vi om kommende enklere regler for biler på gule plader. Allerede kort tid efter at nyhedsbrevet gik i trykken, blev der lavet om på forslaget. Det vigtigste er nok, at en del af de nye regler allerede er trådt i kraft. Det gælder således biler med tilladt totalvægt på ikke over 3 ton, hvor der er fratrukket moms ved anskaffelsen.
 
SKAT har således udsendt en meddelelse om de nye regler, som kan læses på SKATs hjemmeside eller ved at klikke her.
 
Følgende må fremhæves som de vigtigste forhold:
 
Specialindrettede køretøjer  

  • SKAT har på hjemmesiden lavet en forbedret vejledning til vurdering af, om et køretøj er specialindrettet.
  • Kørsel mellem hjem og arbejde tillades nu i et specialindrettet køretøj og anses for erhvervsmæssig kørsel.
  • Svinkeærinder tillades med op til 1.000 km årligt og meget små omveje – for eksempel for at hente børn eller foretage indkøb på vejen - medregnes ikke.

Ikke specialindrettede køretøjer

  • Kørsel mellem hjem og arbejde tillades nu op til 25 gange årligt, når bilen den efterfølgende dag skal anvendes til erhvervsmæssig kørsel. Tilsvarende gælder, hvis bilen tages med hjem efter et kundebesøg.
  • Svinkeærinder tillades ikke, når køretøjet ikke er specialindrettet.
  • Reglerne om tilkaldevagter er blevet blødt op, således at det ikke længere er et krav, at man skal kunne kaldes ud til uvisse adresser, når man er på tilkaldevagt, hvis man skal undgå at betale skat af fri bil. Det er fremover tilstrækkeligt, at man kan blive kaldt ud til mindst én adresse, som ikke er det faste arbejdssted. Det er dog forsat et krav, at der skal være tale om en reel tilkaldevagt, ligesom en tilkaldevagt året rundt ikke anses som reel.

En lang række af de øvrige forhold i den politiske aftale om biler på gule plader kan ikke gennemføres ved en ændring af praksis, men kræver ændret lovgivning. Lovforslag vil først blive fremsat efter sommerferien og vil formentlig først træde i kraft i januar 2009.
 
Leasede biler
Skatteministeren har fremsat lovforslag vedrørende leasede biler med henblik på at lukke et ”hul” i lovgivningen.
 
Han foreslår virksomhedsskatteloven ændret således, at der ved overførsel af en leaset bil fra virksomhedsordningen til den skattepligtiges privatsfære skal ske en ændret værdiansættelse.
 
Behovet opstår, hvor en virksomhedsejer indgår en leasingaftale i virksomheden, typisk sidst på året. Aftalen medfører betaling af en stor engangsydelse, som fratrækkes skattemæssigt i virksomhedens overskud.
 
Straks i det efterfølgende år flyttes bilen ud af virksomhedsordningen. Forslaget går ud på, at leasingydelsen kun kan fratrækkes i det omfang, den svarer til en værdiforringelse af bilen.
 
Lovforslaget trådte i kraft den 15. april 2008, og har man ikke indgivet selvangivelse for 2007 inden da, vil forslaget reelt have virkning for hele 2007.
 
Fri bil – flere brugere
Landsskatteretten traf en meget rimelig afgørelse i 2007 vedrørende en far og en søn, der i fællesskab drev en virksomhed under virksomhedsordningen. Virksomheden havde en bil, som begge anvendte privat. Far og søn havde hver især selvangivet 50 % af beskatningsgrundlaget for fri bil.
 
Ærlighed varer længst – og Landsskatteretten fandt da også løsningen både rimelig og i overensstemmelse med lovgivningen. Hele værdien blev jo beskattet.
 
Og problemet om skat var aldrig opstået, hvis enten far eller søn havde haft bilen til rådighed alene – og lånt den ud til den anden.
 
SKAT har imidlertid netop udsendt en meddelelse, hvor de skriver, at de ikke er enige i afgørelsen, og at skatteyderne ikke kan støtte ret på den.
 
Denne fremgangsmåde er meget usædvanlig og formentlig i strid med alle principper om retssikkerhed. SKAT kunne have indbragt afgørelsen for domstolene, men anfører i meddelelsen, at ”SKAT vil imidlertid ikke indbringe den konkrete kendelse for domstolene på grund af særlige hensyn til skatteyderen. SKAT her herved taget hensyn til, sagens langvarige behandling, skatteyderens alder samt det forhold, at SKAT under sagens behandling ved Landsskatteretten ved en fejl har tiltrådt Landsskatterettens afgørelse."
 
Så på dette punkt kan man desværre ikke vide sig sikker på retsstillingen. Så undgå situationer, hvor en bil stilles til rådighed for flere ansatte. Det kan betyde, at alle sættes i fuld skat af værdien af fri bil.

Ældre nyheder

Klik på nyhedsarkiv i venstre side, hvis du ønsker at finde ældre nyheder.